05. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Anneberg Resonans skal skabe et nyt musikalsk mødested

En ny forening med base i Anneberg Kulturpark vil skabe et musikalsk mødested for amatører, professionelle musikere, undervisere og publikum. Første koncert finder sted den 12. oktober i Anneberg Kirke.

Anneberg Resonans skal skabe et nyt musikalsk mødested
Af: Anneberg Kulturpark | Foto: Anneberg Kulturpark

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Anneberg Resonans skal danne ramme om koncerter, undervisning, sammenspil, workshops og kunstnersamtaler. Det første fokus bliver den klassiske guitar, men foreningen skal på sigt kunne rumme flere musikalske formater og genrer.

Et mødested for amatører og professionelle

Initiativet er taget af amatørguitarist Jørgen Berg Dahl i samarbejde med Anneberg Kulturpark og guitarist Simon Thielke, der er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, har studeret på Segovia Academy og er formand for Dansk Guitar Selskab. Foreningen Anneberg Resonans stiftes den 12. oktober.

Idéen opstod ud fra glæden ved den klassiske guitar og en fascination af Anneberg som kulturelt samlingspunkt. Tanken er at skabe et sted, hvor amatører og professionelle musikere kan mødes om musik, læring, samtale og koncerter, siger initiativtager Jørgen Berg Dahl.

En af de første ambitioner er at etablere et netværk for klassiske guitarister med sammenspil, undervisning og workshops. I 2027 arbejdes der desuden på den første Anneberg Resonans Weekend med koncerter og musikalske møder mellem amatører og professionelle.

I mine knap halvandet år som formand for Dansk Guitar Selskab har min største ambition været at åbne miljøet op og skabe mere sammenhæng mellem professionelle, studerende og amatører, så vi er i den grad på samme hold, siger Simon Thielke.

Første koncert i Anneberg Resonans’ regi bliver en duo med den australske violinist Khalida De Ridder og den dansk-australske guitarist Simon Thielke. Programmet byder på værker af blandt andre Paganini, Rossini og Gragnani.

Praktisk information

  • Koncert: Khalida De Ridder, violin, og Simon Thielke, guitar
  • Tid: Mandag den 12. oktober 2026 kl. 18
  • Sted: Anneberg Kirke, Annebergparken, 4500 Nykøbing Sjælland
  • Billetter: https://www.annebergkulturpark.dk/kalender?tmplid=arrmore&ArrNr=20335122
Nøgleord
KulturOplevelser
Event Information