02. juli 2026

|

Pressemeddelelse

Plakatkonkurrence sætter spot på havnaturen i Sejerø Bugt

Nu kan du designe dit bud på en plakat, der viser havnaturen i Sejerøbugten – og ikke mindst, hvad den kan blive til i fremtiden. WWF Verdensnaturfonden står bag en plakatkonkurrence, der ved hjælp af kreative fortællinger skal gøre naturen under overfladen synlig for befolkningen.

Plakatkonkurrence sætter spot på havnaturen i Sejerø Bugt
Af: WWF Verdensnaturfonden | Foto: Carli Hyland/WWF Verdensnaturfonden

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Det danske sommervejr lokker mange fastboende, sommerhusejere og turister til strandene langs Sejerø Bugt for at bade, snorkle, sejle eller lystfiske. Og i år er der ekstra god grund til at lægge vejen forbi bugten.

WWF Verdensnaturfonden har nemlig udskrevet en åben konkurrence om at designe en plakat, der fortolker livet i og ved Sejerøbugten. Designet kan være en tegning, et maleri eller en grafisk illustration – kun fantasien sætter grænser.

Havnaturen er for de fleste gemt godt væk under overfladen, men der findes en hel verden af liv, som fortjener at blive mere synlig. Derfor vil vi gerne invitere alle interesserede til at deltage i plakatkonkurrencen og være med til at fortælle historien om havnaturen i Sejerø Bugt, som den ser ud både i dag og i fremtiden siger Line Gylling, sektionschef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden

Plakatkonkurrencen er en del af naturgenopretningsprojektet Sejerø Seascape, som WWF Verdensnaturfonden står bag. Projektet har til formål at igangsætte den samlede genopretning af bugtens økosystemer via en række indsatser som udplantning af ålegræs, etablering af stenrev og muslingerev samt udsætning af en halv million torsk, der gennemføres sammen med Danmarks førende forskere og lokale partnere frem mod 2030.

Deltagerne i plakatkonkurrencen kan derfor finde inspiration ikke kun i bugtens nuværende havnatur, men i høj grad også i fremtidens naturpotentiale.

Om plakatkonkurrencen: 

Deltag i plakatkonkurrencen frem til 1. september. Alle kan deltage i konkurrencen om at designe en plakat, der er en kreativ fortolkning af livet i og ved Sejerø Bugt.

Der er en præmie på 5.000 kroner til vinderen, der kåres ved offentlig afstemning. Vinderplakaten vil samtidig blive solgt af WWF Verdensnaturfonden til fordel for Sejerø Seascape.

Foruden vinderplakaten vil øvrige udvalgte plakater blive udstillet lokalt.

Læs mere og deltag her.

Nøgleord
Klima & miljøKultur
Event Information